Galleriet

I KunstSmedjen holder vi åben alle ugens dage kl. 12-16. Her er det muligt for alle at kigge forbi og se vores skiftende udstillinger.

Udstillingen i kunstSmedjen udskiftes ca hver 3. uge. Vi har både fællesudstillinger, hvor flere medlemmer udstiller sammen, eller soloudstillinger, hvor det primært er én kunstner der udstiller sine værker.

Man skal være medlem af Foreningen Kunst på Musicon, for at udstille her hos os.

Nuværende udstilling:

Gå ikke glip af endnu en udstilling med min far Viggo Tuxens efterladte værker. Vægten bliver lagt på værker fra 1970´erne og 80´erne, abstrakte billeder og collager, skov- og fjordlandskaber fra Roskilde (1971- 75) og Ærø (1975-84). Viggo døde i 1993 på Frederiksberg, men der er stadig nye værker der dukker op som ikke var med på udstillingen i Kunstsmedjen i 2021.

I forbindelse med ferniseringen er der en lille koncert.

Kl. 14 giver Nina Frederiksen på klaver og fløjtenist Lars Frederiksen en lille koncert med både klassiske og rytmiske værker.

De er begge kendte musikere og har afholdt et stort antal koncerter i hele landet.
Koncerten varer en halv time.

Udstillingsmuligheder for dig som medlem:

  • Hvert år arrangeres der i galleriet 3-5 fælles udstillinger:
    Forårsudstillingen

    Kunst i Pinsen (kun for Atelierkunstnerne)

    Efterårsudstillingen

    Vinterudstillingen

  • Alle medlemmer af Foreningen Kunst på Musicon inviteres til at deltage i den store udstilling i Hal9 på Musicon.

  • Hvis du vil udstille i galleriet skal du rette henvendelse til info@kunstpaamusicon.dk.

Ønsker du at udstille?

KunstSmedjens Galleri har ca. 34 meter udstillingsvæg i 2 -2½ meters højde, samt ca. 60 m2 gulvareal til skulptur og installation. Som medlem af foreningen Kunst på Musicon kan du søge en udstillingsperiode i KunstSmedjens Galleri.

​Send anmodning om at udstille til info@kunstpaamusicon.dk

Praktisk info om at udstille i KunstSmedjen:

  • Prisen for en 3-ugers udstillingsperiode i KunstSmedjen er 4.500 kr. inkl. Moms.

    Depositum på 1.000 kr. betales når tilmeldingen er underskrevet, du vil modtage faktura på beløbet. Depositum tilbagebetales ikke ved afmelding. Du vil modtage faktura på restbeløbet 3 mdr. før udstillingen åbner. Udstillingsafgiften betales ikke tilbage herefter.

    Ved salg af dine værker betaler du IKKE provision til KunstSmedjen

    Du kan godt slå dig sammen med andre kunstnere, så I er flere til at udstille og dele udgiften.

  • ​Udstillingsperioden er normalt på ca. 3 uger inkl. ophængning og nedtagning.

    Udstillingen vil have åbent alle dage kl. 12-16

    Der kan undtagelsesvis være et event i KunstSmedjen, der begrænser publikums adgang til udstillingen.

    I åbningstiden har du mulighed for selv at holde ”Artist Talk”, hvor publikum inviteres til at høre lidt om hvordan du arbejder, om dit liv og din kunst. Planlægningen skal ske i samråd med Galleri teamet.

  • Ophængning og nedtagning står du selv for i samarbejde med Galleri teamet.

    Udstillingsvæggene er faste trævægge hvor der sidder søm for oven som kæder og snore kan hænge i. Medbring gerne selv værktøj, ellers har vi værktøj og stige som du kan låne.
    Væggene efterlades uden huller. Vi har spartelmasse og spartel.

    Værkerne bør være mærket med navn, mål og pris. Du sørger selv for skilt med din MobilePay.

    Galleri Teamet har erfaring med at sætte en udstilling op, og er der for at støtte op og og kan sparre dig med din opsætning.

    Der vil ikke være en egentlig censur på hvad der skal udstilles, men da vi ønsker udstillinger som kan noget, og ikke er ligegyldige, så forholder vi os til kvalitet og indhold i dine værker.

    Det forventes at du er med til at passe udstillingen 1-2 gange i løbet af perioden, helst i weekenden. Til dagligt vil der være en vært på, men erfaringen viser, at der bliver solgt bedre, når kunstneren selv er til stede.

  • Så snart aftalen om udstilling er på plads, sender du et par digitale billeder af dine værker, samt en kort beskrivelse af din kunst og dig som kunstner til info@kunstpaamusicon.dk

    Det samme for evt. øvrige udstillere.

    Der udarbejdes en digital plakat om udstillingen, som udstiller modtager på mail, og kan sende videre til sit netværk.

    Herefter vil Foreningen annoncere udstillingen på:

    KunstSmedjens hjemmeside,

    KultuNaut, som også fører til lokalavisernes aktivitetskalendere.

    Der oprettes en begivenhed på Kunstsmedjen på Musicon’s facebook side.

    Det lægges ud i KunstSmedjen’s FB gruppe.

    Derudover sendes nyhedsbrev om fernisering og udstillinger ud til medlemmer af foreningen Kunst på Musicon.

  • Ferniseringen varer 3 timer og ligger den første lørdag i udstillingsperioden kl. 13-16. Du står selv for arrangementet, eller kan tilkøbe ydelsen gennem KunstSmedjen for 600 kr.

    Hvis du vil gøre ferniseringen mere festlig, har du mulighed for, at benytte KunstSmedjens Scene til musiske- eller performative indslag.

  • Hele udstillingslokalet er dækket af bevægelsescensorer der aktiverer kraftig alarm, og direkte forbindelse til alarmcentral. Derudover er der varslingsanlæg i tilfælde af brand.

    Foreningen kan ikke stilles til ansvar for evt. skader.

Kommende udstillinger

Kommende udstillinger

ART JAM

​1.-31. juli 2024

Åbent alle dage
10-16

SOMMERUDSTILLINGEN, fællesudstilling

2.-22. august 2024

Fredag 2.8. kl. 12-18
Lørdag 3.8. kl 10-16
Søndag 4.8. kl. 10-16

Ellers åbent alle dage
12-16

KUNSTKONCERTER
FOR BØRN


16.-22. august 2024

Fernisering
16. august kl. 17-18

Åbent alle dage
12-16

TOGETHERNESS

24. august-15. september 2024

Åbent 24.8 kl. 10-22

Ellers åbent alle dage
12-16